For godt et år siden stod Sofie Linde på scenen til Zulu Comedy Galla, hvor hun med sin tale for alvor satte gang i debatten om sexisme og seksuel chikane på danske mediearbejdspladser. På DMJX fulgte vi i samarbejde med journalist Karen Bro op med en undersøgelse af, hvordan mediebranchen håndterer disse problemstillinger.
Karen Bro har i løbet af foråret interviewet 10 mediechefer om, hvilke værktøjer og løsninger de har fundet frem til det seneste år, og hun har trykprøvet deres svar på en workshop med nyuddannede og studerende fra DMJX.
Den viden, der kom ud af undersøgelsen, vil vi gerne dele med jer i fire events på DMJX i Aarhus hen over efteråret.
Det tredje event fandt sted fredag den 12. november 2021, her talte Karen Bro med Tine Johansen, formand for Dansk Journalistforbund, og Fredrik Hillerbrand, direktør for Warner Bros. Danmark og formand for Producentforeningen. Fokus var bl.a. på problematikken omkring mange løstansatte på korte kontrakter, at mænd kan føle sig ekskluderede i debatten samt samarbejdet mellem Producentforeningen og DJ.
Karen Bro har skrevet en række artikler på baggrund af undersøgelsen, de kan læses på P.O.V.